I år er det klokkens fødselsdag

”I år er det klokkens fødselsdag! Hurra! Hurra! Hurra!”

Her i Tamdrup sogn véd vist de fleste, at vi har en enestående kirke.

Tamdrup kirke er unik af mange forskellige grunde, men lige nu og her vil jeg gerne kaste lidt lys på kirkens klokke.

Om klokken er det blevet sagt, at den for en landsbykirke har en ualmindelig størrelse og en særdeles god klang, der kan høres i vid afstand.
På klokken står der følgende: ”Johannes”, som formodentlig er navnet på ham, der har støbt klokken.
Og så står der også: ”Maria. I Herrens år 1463 på den salige martyr Olufs aften.” Olufs aften er d. 28. juli.

Vores kirkeklokke fylder altså i år 550 år. ( Helt præcist da det var højsommer!) Det skal fejres!

Vi fejrer det lidt forskudt, d. 22. december, ind under jul ved gudstjenesten kl. 11:00.

Tamdrup kirke lå her før der var noget, der hed Tamdrup sogn! I snart 900 år er der blevet ringet og kimet med klokker for at samle mennesker i Guds hus.

Og den klokke, der kalder endnu, har altså 550 år på bagen – den nåede først at få 73 år i katolsk tid – og har så ringet i alle de år, vi har været lutheranere!

Klokken ringer hver eneste dag, morgen og aften, for at minde os alle om, at dagen har en begyndelse og en ende. Og den ringer til gudstjeneste, til begravelse og til bryllup.

Når anledningen er særligt glædelig kimes der med klokken. Det sker forud for bryllup og det sker julemorgen, påskemorgen og pinsemorgen.

Den 22. december i år vil vi lade klokken kime for at markere dens 550 års fødselsdag. Håber at se mange til gudstjenesten kl. 11:00, hvor der efterfølgende vil være kirkekaffe og mulighed for guidede ture op til klokken og ud på loftet.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.