Advent – Lys i mørket?

Her i Danmark er vi så højt mod nord, at vi langt ind i marv og ben kender efterårets og vinterens mulm og mørke. Vi mærker det! Derfor er vi også mange, der elsker at fejre jul med alle de lys, vi så får mulighed for at tænde!

Både helt bogstaveligt med lyskæder indendørs og udendørs – og levende lys allevegne.

Men også i overført forstand med det lys, vi kan tænde i hinandens øjne ved at fejre jul og gøre os umage for at glæde de mennesker, vi er sammen med.

En vigtig del af det at fejre jul er akkurat at kunne glæde sig sammen!

Da Gud valgte at blive menneske var det i allerhøjeste grad for at kunne glæde sig sammen med os! Skabe glæde og dele glæden med os.

Men også for at kunne bære vores sorg og sone vores skyld.

”Jesus” er det navn, Gud bar, da han gik omkring på jorden i skikkelse af et menneske, nemlig tømrersønnen fra Nazaret.

Hvor han kom frem, tændtes der lys i mørket – ikke mindst i øjnene på mennesker, der var vant til at blive holdt udenfor.

Og hvor han kom frem, tog de forskelligste mennesker straks parti for ham eller imod ham – modstanden kunne oftest komme fra dem, der var bange for at miste deres magt over andre mennesker: Hvis Jesus er Guds Søn og han sådan går omkring og siger, at Gud leder efter de fortabte og søger efter dem, der er faret vild i livet, at Gud bekymrer sig om de fattigste og de foragtede, så bliver der jo vendt op og ned på al rimelighed!

Derfor giver budskabet om Frelserens fødsel da også genlyd endnu – også her højt mod nord!

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.