Julens inderste kerne – En varm ”hemmelighed” i en kold tid

Utroligt mange ting kan påklistres julen, som hos os er den største højtid.

I hvert fald når man måler på hvor grundigt den fejres. Der er fuld damp på alle kedler, når det tungt lastede traditionstog kører! Og der er meget og temmelig blandet gods med.

Derfor giver det i mine øjne  og ører altid god mening at spørge og mærke efter: ”Hvad er i grunden julens inderste kerne?”

Jeg elsker selv julefejringens mange traditioner og den sans for detaljen, som vi ikke på andre årstider dyrker så indgående som i advents- og juletiden. Men det hører ikke alt sammen med til julens inderste kerne.
Så smuk pyntningen kan være, så dejligt maden end smager og så fine gaver, vi giver og får, så skal vi dog se i en anden retning, hvis vi vil få øje for julens inderste kerne.

GUDS SOLIDARITET! Nemlig Guds kærlige solidaritet med os mennesker. Den solidaritet, der viser sig i, at Gud lader sig føde som et menneske på denne verdens barske vilkår.
Gud gjorde sig frivilligt sårbar og kom til verden under usle og ubeskyttede forhold – langt fra paladsernes pragt og pynt.
Sådan gjorde Gud sit ydmyge og solidariske indtog på menneskelivets scene en kold og mørk nat i Betlehem.

Det er julens inderste kerne, den varme ”hemmelighed” i en kold tid.

Og hvordan er det nu lige med ordet ”hemmelig”? Ja, det kommer af det tyske ord ”heimlich” via plattysk ”hemelik” til dansk ”hemmelig”. Det har med det hjemlige at gøre, det fortrolige, det, som hører hjemmet og familien til.

Julens inderste kerne og varme hemmelighed er, at Gud gjorde verden til sit hjem. Gjorde sig fortrolig med vores virkelighed og dens barske vilkår – for at blive vores fortrolige. Sagt med ordene fra en kendt og elsket julesalme:

”Kom, Jesus, vær vor hyttegæst,
hold selv i os din julefest!
Da skal med Davids-harpens klang
dig takke højt vor nytårssang.”

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.