Påskedag

Søndag d. 12. april, Påskedag, fejrer vi, at Gud har sat en grænse for dødens hærgen ved at lade Jesus Kristus opstå fra de døde!

Teksten til Påskedag finder vi i Matthæus-evangeliet kapitel 28 vers 1-8.

Jeg har især lagt mig nogle af englens ord til kvinderne på sinde og vil gå med dem:

”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”

Jeg kender mange, der siger, at de ikke tror på Gud. De ville gerne, siger de, men de kan ikke. Ikke når der sker så meget ondt i verden!

Jeg tænker virkelig altid, at det må være trist ikke at kunne tro på Gud, når man egentlig gerne vil tro på Gud.

Men hvis vi for alvor i stor stil mister troen på Gud, så er jeg bange for, at det spreder meningsløshed i livet.

Meningsløshed og mismod – retningsløshed og desperation følger i kølvandet på et livssyn og menneskesyn, hvor Gud er faldet ud.

For vi skal huske på, at hele vor tilværelsesforståelse, vort livs- og menneskesyn er båret af og vokset ud af en kristen tro, en kristen livstolkning.

Når troen på Gud falder ud af det samlede billede, så bliver mennesket det ensomste væsen i verden.

Så står vi alene tilbage med det liv, der dybest set er, som det altid har været – og uden Gud, så bliver tanken om døden ubærlig for de fleste af os.

Bevidstheden om at ældes bliver helt ulidelig.

Mennesket har altid næret drømmen om evig ungdom og udødelighed, men for os er det kørt ud i det helt ekstreme.

Hvor alderdom førhen indgyd en vis respekt, fordi man bl.a. regnede erfaringens visdom for værdifuld, taler vi i dag mest om alder som en kilde til problemer. Noget der skal afhjælpes og helst forebygges. Og det til trods for, at vi som gamle kan forvente at være ved bedre helbred end tidligere tiders gamle.

Det er eftertragtet at leve længe, men vi må ikke blive gamle!

Og når rigtig mange bliver gamle på én gang, så kan vi ligefrem finde på at tale om en ældrebyrde…

Men uanset hvor vedholdende vi jager efter evig ungdom, så dør vi, som mennesker før os.

Om end gennemsnitslevealderen er langt højere end for generationer siden, så dør vi dog.

Hvor døden til alle tider har født sorg og savn, så truer den for os med at tømme livet for mening. Hvis vi tror, at døden får det sidste ord, bliver sorgen og fortvivlelsen afgrundsdyb og ubærlig.

Hvis vi mener, at vi selv skal skabe Himmeriget på jorden, tynges vi snarest til jorden.

Men Jesus vil have os til at se ét af miraklerne i livet: At liv bliver til sandt liv, når vi modtager det som gave af Guds hånd – og deler gaven med vor næste. At døden ikke skal få det sidste ord, fordi Gud griber ind og sætter grænse for dødens magt. Som Han gjorde det, da Jesus Kristus påskemorgen gennembrød dødens magt og slog bro fra jord til himmel. Efter at Han var gået i døden for os – for ikke at forråde kærligheden.

Gud ønsker at lade sin kærlighed omslutte os.

Men Guds kærlighed kan der aldrig føres bevis for.

Som der heller ikke kan for et menneskes kærlighed.

Det gælder om al kærlighed, at den skal vi tage imod. Vi må tro på, at kærligheden er dét, den giver sig ud for.

Gør vi det og tør vi leve vort liv på den kærlighed, vi bliver mødt med af Gud og mennesker, så bliver livet sandt liv. Her og nu – og i evigheden. Amen og glædelig påske!

Måske det kan være til glæde, trøst og inspiration for dig at læse i salmebogen?

Selv har jeg lige læst nr. 234: ”Som forårssolen morgenrød” – hvis du ikke lige har en salmebog stående i reolen, så kan du finde salmen på internettet under adressen: www.dendanskesalmebogonline.dk eller du kan høre den sunget ved at gå ind på www.folkekirken.dk – nederst til venstre kan du klikke og høre salmen sungetJ

Jeg ønsker Guds fred og Guds velsignelse over dig og dine kære.

Kærlig hilsen Dorte Stenberg Isaksen

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.