Overvejelser om Anden påskedag, ved Peter Uth

I Johannesevangeliet kapitel 20, versene 1-18, kan man læse teksten til denne Anden påskedag. Det er blandt andet en beretning om hvordan Maria Magdalene møder den opstande Jesus, men i første omgang ikke kan genkende ham. Det er også beretningen om, hvordan to af Jesu disciple løber ud til graven, da de hører, at den er tom.

Det at skynde sig hen til graven for at se det utrolige med egne øjne, er sådan set meget genkendeligt for os. Hører vi om et pressemøde, hvor store beslutninger vil blive offentliggjort, så skynder vi os også hen foran skærmen, for selv at se. Ligheden til trods, så er det alligevel en forskel til de to disciple ved graven, og os, når vi skal hører det sidste nye om corona-situationen. Den, der kommer først til graven vil nemlig ikke gå ind alene. Han venter udenfor og først da hans kammerat kommer frem, går de ind og ser at Jesus ikke længere ligger der.

Der er åbenbart en tiltrækningskraft ved nyheden om Jesu opstandelse, men også en tilbageholdenhed, når det sidste skridt skal tages. Tit tales der om kristne værdier, som noget vores samfund bygger på, eller om det kristne som en positiv arv, men at tage det sidste skridt ind i opstandelsens virkelighed udviser mange af os tilbageholdenhed over for. I denne påske er det endda endnu vanskeligere end det plejer at være, da kirkerne jo er lukkede, så man slet ikke kan træde ind i det fællesskab, hvor opstandelsen gives den højeste autoritet. Alligevel er påsken ikke aflyst af den grund. Påskens virkelighed byder sig til som enhver handling, der gøres i tiltro til, at kraften fra Jesu opstandelse rækker op i vores tid til hver enkelt af os. De to disciple ved graven, går ind i graven, ser at den er tom og tror. Vi kan gå ud i foråret, se at livet vokser frem af jorden, selv når samfundslivet er væk, og få samme tro. Sådan må kirkegangen være lige nu, og vi er naturligvis mange der ser frem til en normalisering, men, at kirkegangen i naturen og landskabet er mindst ligeså rigtig, bekræftes her i en af Grundtvigs påskesalmer.

Luk øjne op, al kristenhed!
Se, hist, hvor fuglen synger,
sig bakke op og bakke ned
end kirkestien slynger!

Den snor sig over mark og eng
imellem korn og blommer
forbi så mangen fugleseng
i vår og tidlig sommer.

Luk øren op, al kristenhed!
og hør, at Guddoms-manden
med liv og lys og Himlens fred
er og hos os opstanden!

(DDS 243)

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.