Bededag 2020

Her er overvejelser på baggrund af teksterne til denne bededag ved sognepræst Peter Uth. Teksterne er Sl. 130, Hebr. 10,19-25 og Matt. 7,7-14, og de kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/store-bededag-fra-anden-raekke

Når jeg læser teksterne til i dag, der alle handler om bønkaldelse, kan jeg ikke lade være med at tænke på det mærkelige i, at vi i dag skulle have begyndt med den første, af en række konfirmationer i pastoratet. Jeg var i forgårs i anden anledning i Føvling kirke, hvor 9 unge havde glædet sig til at blive konfirmeret i dag. I stedet er konfirmationerne i hele Horsens provsti udsat til efter sommerferien.

Det var en særlig oplevelse at være i kirken i forgårs, ikke alene på grund af mine tanker om dette forsømte forårs konfirmander, men også fordi kirkerummet stemte mit sind på en særlig måde. Det var nærmest som om det tomme, tavse kirkerum kaldte på både Gud og mennesker. Et kald til Gud, fordi det ikke er bygget til nogen andens ære. Det blev på mærkværdigvis klart for mig, når det hvert sekund står parat, uanset om vi mennesker tillader os selv at komme der eller ej, med kalkmalede hvælvinger og udsmykket alter, med orgel og salmebøger. Et kald til mennesker, fordi vi har brug for at samles, når verdens uoverskuelighed rammer os, og netop i disse dage er uoverskueligheden endnu tydeligere end ellers. Kirkens kalder ikke til forsamling blot med det formål at vi som sociale væsner skal have noget ud af at mødes med hinanden. Kirkens forsamling er altid en forsamling af magtesløse mennesker, der nok har ansvar uden for kirkedøren, men under gudstjenesten kan lægge ansvaret for egen skæbne i Guds hænder og lytte til ordet om at Kristus løfter det ansvar med sig på korset, så vi i kirken og alle andre steder har skæbnefællesskab med ham.

Vore forfædre byggede kirker alene til Guds ære, og alene til menneskers gavn. Nu står de og venter tålmodigt på os og vil ønske os velkommen tilbage.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.