4. søndag efter påske 2020

Her er overvejelser på baggrund af teksterne til denne søndag ved sognepræst Peter Uth. Teksterne kan findes her: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-paaske-fra-anden-raekke

I dagens evangelietekst fra Johannesevangeliet kapitel 8 versene 28-36 taler Jesus til jøderne om, at de skal komme til at forstå hvem han egentlig er, når han bliver ophøjet. Dette ord, ”ophøjet”, kan umiddelbart lyde som noget godt. Det må jo være Gud, der skal ophøje sin Søn, så det er klart, at Jesus Kristus med Faderen og Helligånden er den sande treenige Gud. At blive ophøjet kan dog også betyde noget mere negativt og knapt så ønskværdigt, for den vigtigste måde Jesus bliver ophøjet på, er ved at blive korsfæstet. Fra jorden bliver han ophøjet på korset så det bliver klart for mennesker, at Gud er Gud ved at lide døden for os.

Blandt dagens øvrige tekster er der et eksempel på, at sandheden om Jesus går op for et menneske, fordi dette menneske efter korsfæstelsen ser Jesus som ophøjet og forstår. Dette menneske er Saulus, der er mere kendt for os som Paulus. Saulus forfulgte de mennesker, der påstod at Jesus var Kristus, det vil sige de kristne. En dag får Saulus dog et syn fra himlen med en masse lys, ham spørger, hvem det er, og Jesus giver sig tilkende for ham fra denne ophøjede position. Den oplevelse får afgørende betydning for Sulus, der bliver den Paulus der tager på missionsrejser i Middelhavsområdet og skriver de breve der er den ældste del af Det Nye Testamente. Fra Paulus har vi understregningen af, at sammenhængen mellem Guds selvvalgte ydmygelse på korset og menneskers forpligtigelse til at ydmyge sig for hinanden ved at tjene hinanden. Helt fra den tidligste kristendom har vi altså den dobbelte forståelse i vores gudsforhold, at vi på den ene side ikke kan gøre fra eller til, når det drejer sig om Guds villighed til at ofre alt for os uden modydelse, og på den anden side kravet om at tjene sin næste. Mellem disse to modstykker for forestillingsevnen leves livet af os mennesker, for hvem det er lettest kun at tænke på en ting ad gangen. Måske er det det største udtryk for Guds nåde, at det netop er nok kun at tænke på en ting, selvom man ved der også er noget andet, der er ligeså vigtigt. Vil man finde formuleringer, der rummer det hele, kan man i stedet for at prøve at spekulere sig til sandheden synge en salme, for eksempel denne, der har nummer 683 i salmebogen.

Den nåde, som vor Gud har gjort
os at retfærdiggøre,
den bør vi agte højt og stort
og så i gerning føre,
at troens frugter kendes må,
og vi kan frem i dyder gå;
hvortil Guds Ånd os røre!

Vor næstes fejl vi skjule må
med kærlighedens kåbe,
ej trøstesløse lade gå
dem, som vor hjælp anråbe
om hus og om nødtørftigt brød,
som Frelseren os selv det bød,
hvis nådeløn vi håbe.

Gid vi i gerning og i ord
må stedse lade kende,
at os Guds Ånd i hjertet bor,
at vi som lys må brænde,
og at i dyd vi skinne må,
så skal Gud ære af os få
nu og foruden ende.

1 Pet 4,7-11

Thomas Kingo 1699.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.